Skader på mælketænder

Er der sket skader på en mælketand?

 

Er mælketanden slået helt ud?
En mælketand sættes normalt ikke på plads igen. Trøst dit barn og ring til klinikken i den normale åbningstid. Tandskaden skal registreres og anmeldes til dit forsikringsselskab, så dit barn senere kan få udbedret en skade, der kan være sket på den blivende tand.

Er mælketanden slået ud af sin plads, så dit barn ikke kan bide sammen?
Du skal snarest ringe til skadestue eller tandklinikken, så en tandlæge kan vurdere, hvad der skal gøres.

Er mælketanden slået op i tandkødet?
Det haster ikke med behandling, fordi man normalt vil afvente om den bryder frem igen. Trøst dit barn og ring til klinikken i den normale åbningstid. Så registreres tandskaden og anmeldes til dit forsikringsselskab, så dit barn senere kan få udbedret en skade, der kan være sket på den blivende tand.

Er der slået et stykke af mælketanden?
Hvis dit barn ikke klager over stærke smerter, skal du ringe til tandlægen i klinikkens åbningstid.

Er mælketanden slået meget i stykker?
Ring hurtigst muligt til skadestue eller tandlæge, så en tandlæge kan vurdere hvad der skal gøres. Det vil tit være nødvendigt, at trække tanden ud.